TDC-ejere udpeger Vestas-formand som bestyrelsesformand

Bert Nordberg vil fortsætte som formand for Vestas' bestyrelse, oplyser han til Ritzau Finans. (Foto: Foto: Henning Bagger/Scanpix)

Bert Nordberg, der er kendt kritiker af kapitalfonde, skal lede TDC-bestyrelse efter kapitalfondes opkøb.

Efter et ejerskifte har den danske telegigant TDC fundet sin næste bestyrelsesformand. Ejerne har udpeget svenske Bert Nordberg, der i dag er bestyrelsesformand i Vestas.

Det oplyser TDC i en meddelelse.

Teleselskabet blev tidligere i år købt af pensionsfondene ATP, PFA og ATP samt den australske kapitalfond Macquarie. Prisen lød på over 40 milliarder kroner. Den australske fond ejer halvdelen, mens de tre danske pensionskasser sidder på en sjettedel.

De nye ejere havde en hel anden idé, om hvilken retning TDC skal i, end de forrige. Derfor fulgte en større udskiftning i TDC's ledelse efter opkøbet. En større del af bestyrelsen blev skiftet ud, og direktør Pernille Erenbjerg besluttede også at søge udgangen.

Dermed stod de nye ejere med et selskab uden bestyrelsesformand og uden plan for en ny direktør. Det første er der fundet en løsning på fra 1. august med Bert Nordbergs tiltræden.

Den svenske erhvervsmand har blandt andet tidligere været direktør for Sony Ericsson mellem 2009 og 2012. Indtil hans tiltræden fortsætter Mike Parton som leder af bestyrelsen, og derefter som næstformand for bestyrelsen.

Pernille Erenbjerg stopper senest ved årets udgang, eller når hendes afløser af fundet.

Det måske mest bemærkelsesværdige ved udnævnelsen af Bert Nordberg som bestyrelsesformand er hans udtalte modstand mod kapitalfondes opkøb.

- Jeg er ikke populær, for jeg kan ikke lide kapitalfonde. Jeg synes, de er det værste skidt i samfundet, sagde han i et interview med Berlingske Business i april.

/ritzau/