Taxachauffør: Sådan oplever jeg racisme i det daglige liv

(Foto: Foto: Avisen.dk. )

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

KAN DU FORESTILLE DIG en helt ung kunde åbner døren til taxien, kigger på min kollega med det mørke hår og de brune øjne?

-Er du perker?

- Hvad stiller man egentlig op, spørger taxichaufføren i en af de Facebook-grupper, hvor vi diskuterer vilkår og arbejdsbetingelser i taxibranchen.

De fleste svar holder sig til fagets krav om at undgå eller mindske konflikter. Nogle er helt oprigtigt, dybt kede af det. Opgivende. De påtager sig et job, hvor du kan komme til med det samme, fordi branchen bare ikke er god nok for mange hvide danskere.

Og så er ”de brune ”alligevel ikke godt nok.

NOGLE GANGE GÅR det bedre i en periode. Der er fokus på hver af os uanset vores øjenfarve eller ophav. Men så sker der pludselig noget, som får hele korthuset til at vælte. Som for nyligt – hvor en chauffør af pakistansk oprindelse begår voldtægt mod en kunde.

Dyb, dyb, dyb omsorg for offeret, - det er uden forbehold det vigtigste.
Men så kommer reaktionen. Folkedybet åbner for tønden med perkernes kollektive skyld.

Jeg oplever den selv – racismen - på den omvendte måde. Som en helt ufortjent ros, inden jeg har gjort det mindste for at gøre mit job ordentligt.

- Eijh, hvor er det dog dejligt at køre med en ægte dansk chauffør!

Ordene kommer ikke fra en kunde med skrårem eller øjne så lyseblå, som på en nazi-officerer i en gammel krigs-film. En ganske almindelig ung mand og hans kæreste. Hun er i øvrigt ikke er helt glad for hans åbningsreplik. Sådan er det oftest. Dagligdagsracismen møder jeg i 90 pct. af tilfældene fra mænd. Egentlig underligt, når man betænker, at kvinderne er de primære ofre i den fremmedfjendske mytologi.

ET PAR GANGE, hvor situationen er gemytlig nok, har jeg prøvet at tage ejerskab til situationen og på en venlig, lettere humoristisk måde få fortalt, at jeg simpelthen ikke bryder mig om denne form for ros.

- Jeg ER faktisk perker!

Så bliver der helt stille i vogn 1-0450. Jeg vender mit smilende ansigt mod dem og takker inderst inde min afdøde mor for de brune øjne og de hvide hår, der engang var mørkt.

- Den er god nok, venner. Hvor tror I, jeg kommer fra?

Der er fortsat meget stille i taxien. For kunderne ved jo godt, at der findes perkere fra Tyrkiet og især Balkan med lysere teint og lysere øjne end mine.

- Er du fra Makedonien? Eller Serbien? Jeg har et par gode kolleger derfra. Det er jo noget helt anderledes med dem.

Kunden prøver at glatte ud!

- Nej da, jeg er granitperker. Jeg er fra Bornholm, og jeg kan love jer, jeg bliver aldrig, aldrig, ALDRIG nogensinde en rigtig københavner.

Så breder latteren sig taxien, mens jeg sender en kærlig tanke til den skomager på Nørrebro, der gav mig etiketten GRANITPERKER, da han afslørede min dialekt.

Kunderne får også lige historien om min tyske farfar, der kom til Danmark før første verdenskrig som rejsende håndværker på jagt efter arbejde som billedskærer. Var tilbage på den tyske vestfront under første verdenskrig. Kom til Danmark igen for at blive her, hvor han fik fem børn med min danske farmor. Det var ikke særligt nemt at være dansk tysker under anden verdenskrig – men det er en anden historie.

Vi snakker på resten af turen om de fremmede og om retten til at være sig selv. Om at være stolt af noget, som man ikke deler med flertallet.

JEG GIVER ÖZLEM CEKIC, eks-politikeren og dialog-ambassadøren fuldstændig ret: Der er kun en vej, - det er samtalens og samværets.

Men, I Guder, hvor må den kvinde bære store byrder for sin naive tro på samtalen som fredsskaber. Det er dobbelt sorgfuldt. For det første er angrebene mod hende så grove, at hun reelt befinder sig i en permanent, personlig undtagelsestilstand. For det andet kommer jeg i øjeblikke selv til at tvivle på dialoglinjen. Princippet er det helt rigtige i Grundtvigs, højskolernes og Staunings hjemland. Men nytter det noget?

Som for et par dage siden, da Özlem skriver om et trafikuheld, der sendte hende ind i en tilstand af panik: ” … Vi dør, tænkte jeg … ”.

Hendes opslag blev straks delt af en kvindelig veteran på den ekstreme højrefløj med følgende kommentar: ”Gid hendes tanke var blevet virkelighed”.

Når man følger kommentatorens spor ser man, at racist-kvinden måtte forlade det højreekstreme Danskernes Parti, - netop på grund af grovheder.

Hun håbede på flere angreb a la Krudttønden og synagogen for tre år siden. Det ville åbne danskernes øjne før næste folketingsvalg. Det kunne end ikke eks-nazisten, Daniel Carlsens nye gruppe af velfriserede ekstremister holde til.

ET PAR UGER TIDLIGERE kunne man på Facebook læse en omtale af en svensk kvindes vrede mod Islam i følgende kommentar fra en af racismens danske, grå ulve: (her gengivet ord- og staveret) ”Ik så mærkeligt nogen tænker som den grafitti jeg så på en væg i Malmø.
”Laser manden” hvor er du nu, dit land behøver dig?”

Laser Manden var den racist, der nedskød 11 mennesker i Stockholm med sit laser-kikkertsigte. En blev dræbt -flere fik mén for livet.

På en skala fra munter sarkasme til rendyrket fascisme. Racismen og højreekstremismen er der hele tiden – lige om hjørnet.

 

 

 

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.