Tandlæger er en udskældt faggruppe, der hver dag må kæmpe med fordomme om, at de er for dyre, griske og grådige.
Sådan lyder det fra tandlæge og bestyrelsesmedlem i 'Meget Mere Tandsundhed' Anne Mette Stougaard i et blogindlæg på Altinget.dk.
Taxi-chef: Video skyder forklaring fra Bendtners kæreste til jorden
"Hvorfor er tandlæger ikke en anerkendt del af sundhedsvæsenet på linje med lægerne, men snarere på vej til at blive et rent servicefag på linje med hårdehvidevarebranchen, hvor man kan shoppe rundt på nettet og vælge den billigste løsning?" lyder det blandt andet fra Anne Mette Stougaard i indlægget.
Hun uddyber over for Avisen.dk.
- Jeg er ked af, at tandlæger har et dårligt image. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Alle dem, jeg kender, er så samvittighedsfulde. Vi er kede af, at der er så lidt økonomisk tilskud til forebyggelse og behandling. Vi ville hellere end gerne gøre alt, hvad vi kunne, for patienterne, siger hun.
Møder fordomme flere steder
Anne Mette Stougaard har været tandlæge i seks år, og hun fortæller, at hun ofte møder fordomme hos både bekendte og patienter, der tror, at den nye krone til 5.000 kroner, de skal have lavet, er med til at betale tandlægens næste ferie.
- Folk har intet begreb om, hvor dyrt det er at have en tandklinik. Det koster at drive en klinik, og klinikassistenter skal have deres løn. Der er mange udgifter, forklarer hun.
Hun forstår heller ikke, hvorfor læger nyder en helt anden status end tandlæger.
"Lægerne placerer vi højt oppe på en piedestal, mens tandlægerne skal helt ned i rendestenen," skriver hun i blogindlægget.
Det starter allerede i studietiden, hvor læger og tandlæger følges ad de første to semestre, forklarer hun.
- Forelæseren taler kun til lægerne og snakker om deres vigtige rolle i samfundet. Vi sidder 100 tandlæger til stede, som bare føler os overset. Den status fortsætter hele vejen igennem studiet og også ud på arbejdsmarkedet, siger Anne Mette Stougaard.
Hun mener selv, at det kan have noget at gøre med, at lægen er skattebetalt og derfor opfattes som gratis, mens tandlægen overvejende bliver betalt af brugerne selv.
Blev tandlæge for at hjælpe
Anne Mette Stougaard er træt af, at hendes fag har fået den status i samfundet. Det var ikke derfor, at hun valgte det.
- Jeg blev tandlæge, fordi jeg kunne hjælpe mennesker - også mange på en dag. Jeg kan se et tydeligt resultat af mit arbejde. Der kommer en patient med et problem, og jeg arbejder som en detektiv og løser problemet, siger hun.
Det er kendetegnende ved tandlægestanden, at det er mennesker, der elsker deres fag, der har valgt den vej, mener Anne Mette Stougaard.
"Vi brænder for vores fag, fordi det er så alsidigt. Vi elsker vores patienter, men vi er efterhånden godt trætte af at være syndebukke for alverdens fordomme, meningsløse regler og tvivlsomme politiske tiltag," lyder det fra Anne Mette Stougaard.