En god ven fortalte for nylig en skræmmende historie. Under en middag havde to søskende med raseri i stemmen fortalt om de forhold, deres mor levede under på et plejehjem.

For eksempel, havde en sosu-assistent eller noget andet lavtlønnet en dag sagt, at hun ikke kunne skifte en el-pære. De to søskende var rødglødende. Min ven spurgte: Hvorfor gjorde I det ikke bare selv? Historien er sand - og forfærdelig.

Det var angiveligt ikke faldet de to ressourcestærke mennesker ind at skifte pæren selv.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) blev tidligere på ugen udsat for kritik, da hun i loven ønskede at indskrive en passus om, at pårørende til gamle på plejehjem også har et ansvar for de gamles trivsel. Forslaget er smukt og rigtigt. Ikke fordi det har nogen særlig praktisk betydning, men fordi vi som borgere i velfærdsnationen mindes om vores personlige ansvar.

Ansvar for at vores børn møder i skolen med en ordentlig madpakke og udhvilede; ansvar for at unge ikke driver rundt om natten, lemlæster, dræber eller mobber; ansvar for deres opdragelse; ansvar for at besøge og passe den handikappede faster og den demente mormor.

Snakken om, at alt er samfundets skyld/ansvar er syg, og det er ulideligt at høre på brok og kritik fra mennesker, der ikke gør noget selv.