Syv ud af ti af de personer, der er tiltalt i sagen om en tragisk ulykke i Duisburg i 2010, kan ånde lettet op.
Det står således klart, at de ikke bliver dømt i sagen, efter at en tysk domstol onsdag har droppet tiltalen mod dem.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
21 personer mistede livet i ulykken, der skete 24. juli 2010 under den elektroniske fest Love Parade i Duisburg.
19 mennesker blev trampet ihjel, da der udbrød panik i en tætpakket tunnel, og to personer døde senere på hospitalet. Tunnelen førte ind til selve Love Parade-arealet på en nedlagt godsbanegård.
Der blev i 2014 rejst tiltale mod ti personer i sagen. De var tiltalt for manddrab og for forsømmelighed i forbindelse med ulykken.
Tre tiltalte, der stod til at skulle betale 10.000 euro i bøde i sagen, har forlangt at retssagen fortsætter i håb om at blive frikendt.
Ofrene for ulykken bestod af 13 kvinder og otte mænd. Derudover blev mere end 650 personer kvæstet i ulykken.
De omkomne var mellem 17 og 38 år og kom fra Tyskland, Australien, Kina, Italien, Holland og Spanien.
En af årsagerne til, at flere tiltaler er blevet droppet, er, at det har været svært at pege på nogle få ansvarlige i den omfattende sag.
Love Parade begyndte som en undergrundsbevægelse i det tidligere Vestberlin i 1989 - det samme år som Berlinmurens fald. Senere rykkede den til andre tyske byer, og den har tiltrukket millioner af gæster.
/ritzau/