To børn er blandt de syv ofre i en makaber mordsag i staten Georgia i USA.
Ligene blev fundet i et trailerhjem i New Hope Plantation Mobile Home Park, der rummer omkring 100 boliger til fattige amerikanere.
"Vi har aldrig oplevet en sag med så mange ofre. Det er ikke et syn, jeg ville anbefale, at folk så," siger politichef i Glynn County, Matt Doering.
To personer blev fundet i live, men de er ifølge politiet hårdt sårede og indlagt på hospitalet i Savannah.
Politiet har spor, der peger på en mistænkt, men holder indtil videre kortene tæt ind til kroppen.
Til The New York Times siger beboer Lisa Vizcaino fra trailerparken, at bestyrelsen har arbejdet hårdt for at holde ballademagere væk fra parken.
"New Hope er hverken nedslidt eller hærget. Det er den slags sted, hvor du rent faktisk kan efterlade dine nøgler i bilen og ikke bekymre dig om noget," siger hun.