Mellem 35 og 70 mennesker meldes dræbt ved et formodet giftgasangreb i den oprørskontrollerede by Douma i Syrien.
Redningsmandskab og hospitalskilder siger til BBC, at mindst 70 er dræbt. Kilderne siger, at dødstallet formentligt vil stige.
De Hvide Hjelme, der er en af oprørernes redningsgrupper, har tidligere sagt, at antallet af dræbte er på mindst 35. Forskellige kilder opgiver til nyhedsbureauet AP, at antallet af dræbte er 40.
Lederen af De Hvide Hjelme, Raed al-Saleh, siger imidlertid til BBC søndag, at "70 mennesker døde af vejrtrækningsproblemer, og hundredvis har stadig svært ved at trække vejret".
USA's udenrigsministerium oplyste lørdag aften, at det følger udviklingen, og at Rusland bør få skylden, hvis det viser sig, at der er brugt kemiske våben.
Ifølge overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) er mindst 80 blev dræbt i Douma lørdag - deriblandt 40, som havde vejrtrækningsproblemer.
Redningsarbejdere siger, at der kan være anvendt giftgas i angreb.
- Der er tilfælde af folk, der er ved at blive kvalt, blandt de civile i beboelseskvarterer i byen Douma, som var mål for giftgassen, skriver De Hvide Hjelme.
Syriske statsmedier afviser, at militæret har anvendt kemiske våben i angreb på Douma. Byen er den sidste i det østlige Ghouta, der er kontrolleret af oprørerne.
Fredag indledte den syriske regeringshær voldsomme luftangreb mod Douma. Mindst 40 civile, herunder otte børn, blev ifølge SOHR dræbt.
Med støtte fra Rusland har syriske soldater generobret næsten hele Ghouta, der længe har været kontrolleret af oprørere.
Det er sket via en kombination af voldsomme bombardementer og forhandlinger om en tilbagetrækning.
Douma kontrolleres af den islamistiske fraktion Jaish al-Islam og er hjemsted for titusindvis af mennesker.
Sidste søndag meddelte regeringen i Rusland, at den har indgået en aftale med Jaish al-Islam og varslede tre dage med evakueringer fra Douma.
3000 krigere samt civile blev derpå evakueret i busser til det nordlige Syrien i løbet af få dage.
Men evakueringerne stoppede brat i denne uge angiveligt på grund af uenighed internt i Jaish al-Islam over en tilbagetrækning. Voldsomme bombardementer ramte Douma fredag eftermiddag for første gang i omkring ti dage.
Ifølge SOHR ramte luftangreb forskellige dele af byen, herunder nogle mistænkt for at være udført af russiske kampfly.
/ritzau/