En 30-årig mand fra Syrien er fredag blevet varetægtsfængslet for at have haft til hensigt at gennemføre et terrorangreb i København.
Ifølge politiets sigtelse skulle tilfældige mennesker angribes med knive, ligesom det var planen, at der skulle sprænges bomber i hovedstaden.
Manden nægter sig skyldig. Men i fredagens grundlovsforhør har en dommer altså vurderet, at beviserne rækker til en fængsling.
I første omgang skal manden sidde fængslet frem til 15. januar.
Grundlovsforhøret fredag foregik for lukkede døre, så det vides ikke, hvad manden har sagt, hvis han da overhovedet har valgt at afgive forklaring.
Men i en pressemeddelelse understreger Københavns Politi, at sagen er alvorlig.
- Vi ser med stor alvor på planlagte terrorangreb mod Danmark, og vi er tilfredse med, at retten har varetægtsfængslet den sigtede, siger senioranklager Sidsel Klixbüll i pressemeddelelsen.
Det er politiets opfattelse, at manden var i ledtog med en 21-årig landsmand, og at angrebet skulle have været gennemført på et ukendt sted i København i november 2016.
Planerne blev dog forpurret, da den 21-årige 19. november 2016 forsøgte at krydse grænsen til Danmark for at mødes med den nu fængslede.
Ved grænsen blev den 21-årige nemlig nægtet indrejse, og efterfølgende blev han anholdt af tysk politi og sigtet for at ville angribe København.
Den tyske anklagemyndighed valgte siden at rejse tiltale mod den 21-årige, og i sommer blev han straffet for forbrydelsen.
Ved en domstol i Ravensburg lød dommen på fængsel i seks et halvt år.
I forbindelse med anholdelsen blev den 21-årige i øvrigt kendt som tændstikmanden.
Det skyldes, at han var i besiddelse af et meget stort antal tændstikker, da han forsøgte at krydse grænsen mellem Tyskland og Danmark.
Ud over 17.000 tændstikker havde han en pakke fyrværkeri, 17 batterier, seks walkie-talkier og to køkkenknive.
/ritzau/