Den syriske regering siger i en erklæring torsdag, at den tyrkiske offensiv i Afrin-regionen i det nordlige Syrien er en "ulovlig aggression". Regeringen n advarer om, at den vil komme med en "passende reaktion".
Tyrkiet indledte i januar en offensiv med fly og landstyrker mod kurdere, som kontrollerer Afrin i det nordvestlige Syrien på grænsen til Tyrkiet.
De kurdiske militsfolk har spillet en central rolle i nedkæmpelsen af Islamisk Stat i det nordlige Syrien. Men ifølge den tyrkiske regering, støtter kurdiske oprørere inde i selve Tyrkiet.
Hundredvis meldes dræbt under kampene i Afrin.
Syriske styrker rykker sammen med allierede frem mod byen Saraqeb i provinsen Idlib. Idlib er oppositionens stærkeste bastion i landet, rapporterer overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Det syriske regimes styrker er dermed tæt på at vinde kontrol over en vigtig vej, som forbinder landets to største byer - Damaskus og Aleppo.
Den syriske offensiv foregår med massive luftbombardementer. Militæret anvender sit monopol på luftstyrker. Og oprørerne har kun begrænset antiluftskyts.
- Det har været nonstop bombardementer, siger en lokal medieaktivist, Abdulghani Dabaan.
Tyrkiet har mobiliseret over 10.000 syriske oprørere til at støtte offensiven mod den kurdiske YPG-milits.
Den tyrkiske kampagne bliver kritiseret i USA og Frankrig. Begge lande har været allieret med de syriske kurdere i kampen mod Islamisk Stat.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har advaret Tyrkiet mod at foretage en "invasion" i Syrien. En udtalelse, som har vakt harme i Tyrkiet.
- Det er en fornærmelse, siger den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Çavusoglu, om den franske præsidents udtalelse.
Han tilføjer, at med tanke på Frankrigs tidligere interventioner i Algeriet og andre steder i Afrika, så har den franske leder ikke noget at belære Tyrkiet om.
Frankrigs udenrigsministerium fordømmer i en erklæring torsdag de massive syriske bombardementer. Frankrig, Rusland og Iran - Syriens allierede - opfordrer til at få afsluttet angrebene. Og samtidig sikre humanitær hjælp til de ramte regioner.
/ritzau/AP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.