Fem dage efter et giftgasangreb angiveligt er sket i forstæder til den syriske hovedstad Damaskus, frygter mange borgere i millionbyen, at vand og fødevarer kan være forgiftede.
Nyhedsbureauet Reuters har talt med flere syrere, som dagligt forholder sig til den uvished, som det påståede angreb har skabt.
Kvarteret, hvor den syriske regering ifølge oppositionsaktivister har dræbt flere end 1000 med giftgas, er et også et landbrugsområde.
Bedstemoren Hana siger, at hun ofte bliver ringet op af sine tre døtre.
- De ringer til mig hele tiden, og de er desperate. De spørger: Mor, hvad med vandmelonen? Absorberer den kemikalierne? Hvad med mælken?
- Jeg forsøger at berolige dem, men jeg er også selv meget bekymret. For hvad nu hvis det tager år, før man ser påvirkningen hos børnene, siger Hana.
Giftgassen ramte forstaden Ghouta, hvor der dyrkes grøntsager og holdes dyr til fødevarer.
Flere vestlige lande har udtalt, at de mener det stort set bevist, at det syriske styre har udført angrebet. Læger uden Grænser har via deres kilder på tre hospitaler i regionen bekræftet, at 3600 blev indlagt med nerveforgiftning onsdag kort efter angrebet.
- Jeg håber, at gud vil beskytte os. For jeg vil virkelig hellere plante mine egne tomater og grøntsager, men hvordan er det muligt på tredje sal? Jeg har end ikke en altan, siger Um Hassan.
Mandag får FN's inspektørhold i Damaskus adgang til området, hvor angrebet skulle have fundet sted.
Det syriske styre har afvist, at det har brugt kemiske våben på noget tidspunkt under den over to år lange, blodige konflikt.
- Skal vi holde vore vinduer lukkede? Hvor længe bliver giften i luften? Jeg hører forskellige ting fra forskellige folk, siger en 40-årig mand, der arbejder som fysioterapeut og bor tæt på Ghouta.
/ritzau/Reuters