En 46-årig mand er blevet idømt livstid for at deltage i en henrettelse af syv soldater fra den syriske regeringshær i 2012.
Det fastslår byretten i Stockholm torsdag.
Drabene fandt sted i Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien.
Her kæmpede den 46-årige ifølge dommen sammen med en væbnet islamistisk oprørsgruppe, som havde taget de syv soldater fra regeringshæren til fange.
Soldaterne blev dræbt af adskillige skud mod hoved og krop på klos hold.
Den 46-årige forlod Syrien og fik opholdstilladelse i Sverige i 2013.
Samme år publicerede New York Times en video, som viser, hvordan soldaterne blev likvideret.
Videoen blev brugt som en del af bevismaterialet under retssagen mod den 46-årige i byretten i Stockholm, hvor han torsdag blev kendt skyldig i groft brud på folkeretten.
Det betyder, at han er fundet skyldig i at have deltaget i forbrydelser mod menneskeheden.
Manden har boet i Sverige, siden han søgte asyl i landet 2013. Han blev pågrebet af politiet i marts.
Under en afhøring har han bekræftet, at han var blandt dem, som skød soldaterne. Men han nægter sig skyldig i groft brud på folkeretten.
Syreren hævder, at han blev beordret til at henrette soldaterne.
Soldaterne blev ifølge den dømtes forklaring dømt til døden af en legitim domstol for "alvorlige forbrydelser" efter en fair retssag.
Derfor var henrettelserne lovlige, mente manden og hans forsvarer.
Men det afviste byretten i Stockholm, blandt andet med den begrundelse, at der gik mindre end to dage fra soldaterne blev taget til fange, til de blev dræbt.
- Ofrene havde tydelige skader efter at have været udsat for grov legemsbeskadigelse. De havde heller ikke mulighed for at forsvare sig selv, oplyste retten ifølge AFP med henvisning til, at flere var bundet.
Retten fremhævede desuden, at soldaterne blev dræbt under særligt grusomme omstændigheder.
I august idømte en svensk domstol en anden syrisk mand til otte års fængsel for krigsforbrydelser.
/ritzau/NTB