Det skal være reglen frem for undtagelsen, at skolelærerne bliver på deres arbejdsplads og forbereder undervisning, når de ikke har timer ved tavlen.
Skolelederforeningen er efter sommerferien klar til stille højere krav om, at lærerne sparrer med hinanden og forbereder undervisningen, inden de tager hjem.
- Den udvikling kommer til at køre stærkere, end den har gjort. Mange lærere vil komme til at opleve, at de skal være mere på skolen. Jeg håber også, at de samme lærere oplever, at det i høj grad giver mening for dem selv og eleverne, siger formand Anders Balle til Newspaq.
De seneste tal fra Ministeriet for Børn og Unge viser, at lærerne bruger to tredjedele af deres arbejdstid uden for klasselokalet. Og gevinsten ved i højere grad at få lærerne til at blive på skolen er til at få øje på, mener skolelederformanden.
- Der er behov for, at lærerne arbejder tættere sammen og udvikler undervisningen. De skal i højere grad sparre sammen, give gode råd og hjælpe hinanden. Og eleverne vil opleve en højere grad af tryghed med mere synlige lærere, siger Anders Balle.
Teamwork er blevet en vigtigere del af lærerarbejdet, fordi flere børn med handicap eller opmærksomhedsforstyrrelser skal gå i de almindelige skoleklasser.
- Vi skal til at rumme flere børn med specielle behov. Og det vil sige, at jeg som skoleleder vil prøve at sikre, at der i hver undervisningstime er en lærer med kompetencer til specialundervisning. Den ressource skal udnyttes fleksibelt, så den lærer, der har den kompetence, går med i de situationer, hvor der er behov for. Det skal give mening, ellers skal vi ikke gøre det, siger Anders Balle.