Opvask af beskidte tallerkener og rengøring af kontorer var førhen ikke opgaver for sygeplejerskerne på Sygehus Sønderjylland.
Men besparelser i regionerne på to procent hvert år siden 2003 som en del af produktivitetskravet fra regeringen har gjort, at alle skal løbe hurtigere og varetage flere opgaver end før. Det skriver DR Syd.
Det er ikke et problem for Janne Jensen, der er fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiologer på Sygehus Sønderjylland, at sygeplejerskerne skal udføre opgaver, der før lå til servicepersonale, portører og sekretærer.
Men problemet opstår, når man ikke længere har tid til at varetage de sygeplejefaglige opgaver.
- Det betyder, at der er mindre tid til den enkelte patient, og at medicin for eksempel bliver givet for sent, fortæller hun til DR Syd.
Arbejdspresset påvirker både patienter og sygeplejersker
- Vi får patienter, som er utrygge, som vi ikke kan give den tid og ro, vi vurderer, de skal have for at føle sig trygge i deres situation. Det påvirker den enkelte medarbejder og har i flere tilfælde ført til stress, siger hun.
Janne Jensen er bekymret for medarbejdernes mentale sundhed, fordi arbejdspresset er for meget.
- Mine kolleger bliver stressede, og de er kede af det, når de går hjem. Det er ikke ualmindeligt, at nogen går grædende hjem, og så ringer de og fortæller om de ting, de ikke nåede i løbet af dagen, siger hun til DR Syd.
I januar i år blev hele ledelsen på Sygehus Sønderjylland udskiftet på grund af uenigheder mellem medarbejdere og ledelse.
Den nye ledelse med Eva Nielsen i spidsen som sygeplejefaglig chef er bevidst om problemerne med arbejdspres blandt sygeplejerskerne.
- Ændringerne vil komme gradvist, og vi er i gang med kigge på arbejdspresset. I en rigtig travl hverdag skal lederne også kunne tage presset af medarbejdernes skuldre og sige at det er OK, hvis man ikke når det hele, understreger hun over for DR Syd.
På trods af sygeplejerskernes oplevelser med, at man nogle gange ikke giver medicin til tiden, mener Eva Nielsen ikke, at det er mindre sikkert at blive behandlet på Sygehus Sønderjylland. Samtidig erkender hun, at rengørings- og sekretærarbejde ikke bør falde på sygeplejerskerne.
- Vi har mange fagprofessionelle, som bliver motiveret af at gøre et godt stykke arbejde, og som oplever et pres, hvis ikke de leverer den kvalitet de gerne vil. Derfor skal de her opgaver ikke tage til fra vores specialiserede medarbejdere, fastslår hun.