Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
VI ER på vej ind i en konflikt – os, alle de offentligt ansatte – og selvom jeg anerkender, at tanken om manglende udbetaling af den månedlige løn er en hård og usikker nyser, så ærgrer det mig alligevel, når jeg læser om kolleger blandt sygeplejersker, der slet ikke vil betale til en strejkekasse.
Manglen på løn kommer til at gøre ondt, men for mig er det værre ikke at kæmpe. Derfor vil jeg gøre det helt klart: Hvis ikke vi er parate til at gå linen ud, udholde strejke og lockout, så kan vi lige så godt undlade at være en del af en forhandling. Så kan vi lige så godt med det samme acceptere alle de krav, arbejdsgiverne stiller op med. For tid og evighed. Hvis ikke arbejdstagerne kan true med strejke og arbejdsgiverne med lockout, så er der reelt intet at sætte bag ved ordene.
Af og til er jeg bange for at vi alle er blevet syltet alt for meget ind i huslån, fitness-abonnementer og Panton-lamper til at være klar til at gå til stålet. At vi –lammet af udsigten til mere forbrug – hellere vil spare nogle få hundrede kroner om måneden på fagforeningsabonnementet end at kæmpe solidarisk. Engang kæmpede vi. Er vi i stand til det i dag? Det håber jeg.
GLEM ALT det med frokostpausen, glem alt om den fesne lønforhøjelse, det ville blive til. Glem normperioder og tilknytning. Det her handler om noget meget større. Der er nemlig intet mærkeligt i at arbejdsgiverne ønsker den maksimale fleksibilitet og mest muligt udbytte af lønkronerne. De krav, de har, kan synes urimelige, men de er næppe odiøse. Nej, det kampen handler om er, om der skal være frie forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter på det offentlige område eller om resultatet er besluttet på forhånd af en regering.
Regeringens målsætning med Moderniseringsstyrelsen er at forringe de offentlige overenskomster og på den måde spare penge på statens budget. Det er vores overenskomster, der skal betale lempelser på bilafgiften, skattelettelser til de rigeste, ridende politi, sænkelse af arveafgiften og hvad de ellers gerne ville dele ud.
Derfor ser det ud til, at regeringen allerede har bestemt hvad resultatet skal være. I 2013 lockoutede KL skolelærerne. Først kørte man en længere kampagne mod en enkelt faggruppe. Deres manglende indsats, deres lange ferier, deres manglende tilstedeværelse. Det ser ud til at den skolereform regeringen ville indføre skulle betales af penge hentet fra overenskomsten. Så da indgrebet kom, var det helt i tråd med, hvad KL havde ønsket. Lærerne blev slet ikke tilgodeset. Siden har reformen og skolen humpet afsted. Det ukloge bestod i at man så at sige smadrede den faggruppe, der skulle få regeringens prestige-projekt til at lykkedes. Dumt! Så kort kan man sige det.
Igen får jeg den distinkte oplevelse, at KL og Danske Regioner har siddet på skødet af regeringen, og den følelse blev ikke mindre, da Finansministeren i et tweet erklærede, at regeringen var klar til at forhandle. Ved siden af at være sygeplejersker, sidder jeg (1 uge endnu) i Danske Regioners bestyrelse. Alligevel kan jeg simpelthen ikke se disse forhandlinger være forankret bredt. De er besluttede af få mennesker, uden om bestyrelsen. Men kardinalpunktet er hvor regeringen står? Jeg må bare sige, at det virker lige så planlagt som lærer-lockouten i 2013.
Så kampen handler om, om der overhovedet skal være forhandlinger, eller vi bare skal køres over af et diktat fra regeringen. Derfor skal vi kæmpe. Derfor skal vi være parate til at udholde strejke og lockout, og derfor skal vi være medlemmer af en rigtig fagforening. Så, er du en mand eller en mus? Vil du være med i kampen, også selvom det koster eller giver du op på forhånd og accepterer du stiltiende, at dit fag og dine vilkår blive forringede år for år? Kom lad os kæmpe sammen!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.