Seks års mareridt sluttede for den 53-årige førtidspensionist Mette Zachariassen, Hedehusene, da hun sidst i september vandt over selskabet Nordea Liv & Pension i Østre Landsret.
Det skriver Fagbladet 3F.
Mette Zachariassen havde lagt sag an, fordi Nordea i 2011 stoppede udbetalingerne af hendes invalideydelse, som hun havde modtaget siden 2003, hvor hun blev kronisk syg af stress. Nordea lukkede kassen, efter at hun i februar 2011 var blevet undersøgt af den omstridte speciallæge i psykiatri Piet Casier, der konkluderede, at den alvorligt syge kvinde ikke fejlede noget og simulerede.
- Jeg blev slået ud af udmattelse efter dommen, men i dag er jeg lettet og så småt ved at opdage, at kampen er slut. Det har været seks forfærdelige år både menneskeligt og økonomisk, siger Mette Zachariasen til Fagbladet 3F.
Artiklen fortsætter under billedet
Mette Zachariasen måtte kæmpe seks år for at få medhold. Foto: Fagbladet 3F
Dommen forpligter Nordea til at anerkende, at Mette Zachariasens erhvervsevne er varigt nedsat med mindst 50 procent. Ligesom Nordea skal efterbetale invalideydelsen fra 1. november 2011 og fast fremover.
Beklageligt med lang sag
Piet Casier konkluderede i sin speciallægeerklæring, at Mette Zachariassens erhvervsevne og livsfunktion lå "inden for normalområdet". I modsætning til hvad de andre lægeerklæringer i hendes sag konkluderer: At erhvervsevnen er væk eller forsvindende lille.
Forelagt sagen siger Nordea Liv & Pension, at de tager dommen til efterretning og ikke ønsker at forfølge sagen yderligere.
- Vi gør ikke længere brug af den pågældende speciallæge og har ikke gjort det siden 2011. Det er naturligvis beklageligt, at sagen har trukket i langdrag, men det sker primært som følge af, at sagen før har været prøvet ved både ankenævnet for forsikring samt i byretten, hvor vi i begge tilfælde fik medhold. Langt de fleste sager afklares langt hurtigere, siger Mikkel Bro Petersen, presseansvarlig i Nordea Liv & Pension.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til dommen fra Piet Casier.