Tidligt onsdag lokal tid forlod Sydkoreas afsatte præsident, Park Geun-hye, anklagemyndighedens kontor i Seoul.
Det skete efter en 14 timer lang afhøring om hendes indblanding i en korruptionsskandale, der har kostet hende præsidentposten.
Park, som afviser de anklager, der rettes mod hende, steg ind i en ventende bil uden at udtale sig til det store opbud af journalister.
Den 65-årige Park anklages for at være sammensvoren med sin veninde Choi Soon-sil i en sag om afpresning af store virksomheder, som skulle støtte Parks politiske initiativer.
- Jeg undskylder over for befolkningen. Jeg vil samvittighedsfuldt svare på alle spørgsmål, sagde Park tirsdag.
Hun er endnu ikke formelt anklaget i sagen, hvor hun kan risikere op til 10 års fængsel.
Den forhenværende præsident fik et historisk flertal, da hun blev valgt som landets første kvindelige præsident i 2012. Hun var især populær blandt landets ældre befolkning, der mindes hendes fars styre i 1960'erne og 1970'erne.
Park og Choi Soon-sil har angiveligt arbejdet sammen om at lokke bestikkelse fra elektronikgiganten Samsung og andre firmaer.
Samsung har ifølge anklagerne betalt store summer i bestikkelse for at sikre regeringens opbakning til en fusion mellem to af Samsung-gruppens virksomheder.
Park og Choi har begge nægtet, at de har gjort noget ulovligt.
Choi Soon-sil, der i årtier har kendt Park, er mor til den 20-årige Chung Yoo-ra, der sidder varetægtsfængslet i Aalborg, og som er mistænkt for at have en central rolle i skandalen.
/ritzau/Reuters