Sydkorea: Nordkorea har affyret missiler

Det nordkoreanske styre har endnu en gang affyret missiler, siger Sydkoreas militærchefer.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har intensiveret landets missilprogram. Nu har styret igen affyret missiler, oplyser Sydkorea.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har intensiveret landets missilprogram. Nu har styret igen affyret missiler, oplyser Sydkorea. Foto: Kcna/Reuters

Nordkorea har affyret mindst to missiler fra sin østkyst torsdag morgen lokal tid. Det oplyser Sydkoreas militærchefer i en pressemeddelelse.

Det er angiveligt såkaldte anti-skibsmissiler, der er blevet affyret fra den nordkoreanske by Wonsan.

Missilerne fløj omkring 200 kilometer, før de styrtede i havet, oplyser Sydkorea.

Affyringerne kommer mindre end en uge efter, at FN's Sikkerhedsråd vedtog nye sanktioner mod den isolerede, nordkoreanske stat.

Hidtil har Kim Jong-uns styre dog sagt, at landets atomprogram og test af missiler vil fortsætte ufortrødent.

Nordkorea har i løbet af det seneste år øget antallet af missiltest dramatisk. Det sker i et forsøg på at udvikle et interkontinentalt ballistisk missil (ICBM), der kan nå det amerikanske fastland.

Det kontinentale USA ligger omkring 9000 kilometer fra Nordkorea. ICBM-missiler har en rækkevidde på minimum 5500 kilometer. Dog er nogle designet til at kunne flyve 10.000 kilometer eller længere.

Det anslås, at udviklingen af våbenprogrammet hidtil har kostet 40 milliarder dollar, hvilket svarer til godt 266 milliarder kroner.

I sidste uge affyrede Nordkorea et ballistisk missil.

Ifølge Sydkoreas hær nåede missilet af typen Scud 450 kilometer væk. Fra Japan hed det, at missilet landede mindre end 200 sømil fra den japanske kyst.

Den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, er blevet briefet om den nyeste affyring, oplyser militæret i Sydkorea.

Missiltesten er den fjerde af sin slags, siden Moon overtog præsidentposten. Han blev blandt andet valgt på et løfte om at øge dialogen med den nordlige nabo.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.