Nordkorea har affyret tre projektiler ud over havet.
Det meddeler Sydkoreas militær søndag aften dansk tid.
Projektilerne er angiveligt blevet affyret ud over Det Japanske Hav fra Sondok-området i det østlige Nordkorea, hvor der ligger flere militære faciliteter.
- Militæret overvåger yderligere affyringer og holder sig klar, siger stabscheferne ved Sydkoreas militær i en meddelelse.
Mandag sidste uge affyrede Nordkorea to andre projektiler. Her lod der til at være tale om kortrækkende ballistiske missiler.
Det skete ligeledes i østlig retning ud over Det Japanske Hav.
Affyringen skete, blot dage efter at Nordkoreas leder, Kim Jong-un, havde sendt et personligt brev til Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, med et budskab om "trøst" i forbindelse med udbruddet af coronavirus i et Sydkoroa.
Den efterfulgte en hidtil uset meddelelse fra Kim Jong-uns lillesøster, der kaldte Sydkoreas fordømmelser af Pyongyangs våbentest for "fuldstændigt meningsløse" og "komplet åndssvage".
I slutningen af sidste år gennemførte Nordkoreas militær en række prøveaffyringer af missiler.
På samme tidspunkt meddelte Kim Jong-un på et partimøde, at styret ikke længere føler sig bundet af et midlertidigt forbud mod test af atomare og langtrækkende missiler.
Affyringerne kommer, mens atomsamtaler med USA lader til at være gået helt i stå.
Nordkorea agerer under en række sanktioner fra FN's Sikkerhedsråd, USA, Sydkorea og andre.
Samtidig kæmper den nordkoreanske regering i Pyongyang med at forhindre et landsdækkende udbrud af det smitsomme coronavirus.
Et udbrud, som analytikere vurderer kan skabe kaos i landet.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP