Nordkorea har taget mange verbale tæv fra nabolandet Sydkorea for sine aktiviteter på atomkraftområdet, men sydkoreanerne har tilsyneladende ikke meget at prale af i øjeblikket.
Tirsdag har Sydkorea været tvunget til at lukke yderligere to atomreaktorer og udskudt den planlagte opstart af to andre, hvilket har fået regeringen til at advare om strømsvigt.
Falske sikkerhedscertifikater er et af flere problemer.
Problemet er massivt i det asiatiske land, hvor 10 af 23 reaktorer er ude af drift af forskellige årsager.
- Der frygtes strømsvigt på et hidtil uset plan denne sommer, skriver ministeriet for handel, industri og energi i en udtalelse.
Der er sat en større undersøgelse i gang, der skal belyse og opklare en skandale med falske sikkerhedscertifikater.
Ministeriet vil kontrollere strømforbruget med "hård hånd", og blandt andet vil regeringen ændre arbejdstider for at undgå spidsbelastninger.
Når anlæggene virker, leverer Sydkoreas reaktorer 35 procent af landets strømforsyning.
Ifølge den sydkoreanske regering kan det tage op til fire måneder at få udskiftet de dele, der var udstyret med falske sikkerhedscertifikater.
/ritzau/AFP