Selv om Sydbank led et alvorligt nederlag i Højesteret fredag, da aktionærer i bankTrelleborg fik medhold i et erstatningskrav, så venter banken ikke at blive ramt af det selv.
BankTrelleborg havde nemlig oprettet en prospektansvarsforsikring, som sender regningen videre til et forsikringsselskab. Det oplyser Sydbanks chefjurist, Karin Sønderbæk.
Højesteret fastslog, at manglen i et prospekt var så alvorlig, at aktionærerne havde ret til en erstatning.
- Nu skal vi gennemgå dommen hen over weekenden sammen med vores rådgivere og se, hvilke konsekvenser den har, siger Karin Sønderbæk.
I første omgang gav dommen ca. 12.000 kroner til hver af tre aktionærer, der havde lagt sag an.
Men bag disse tre er der op mod 4000 utilfredse aktionærer, som nu muligvis også skal have erstatning. Aktionærerne har haft forskellige mængder af aktier og har derfor også i givet fald forskellige beløb til gode.
Med afgørelsen ved Højesteret endte de utilfredse bankaktionærer med at trække det sidste strå i en langstrakt juridisk kamp på to fronter.
Sidste år blev en anden sag afgjort ved Højesteret. Her blev spørgsmålet om tvangsindløsning og kursen på aktierne behandlet, og det gav ikke erstatning til aktionærerne.
Beløbet, som de havde fået for deres aktier ved indløsningen, blev vurderet som o.k.
Men i den aktuelle sag var det en fejl i et prospekt allerede måneder før tvangsindløsningen, der gav bonus til aktionærerne.
For aktionærerne må det dog vurderes som værende lige så godt at vinde den nuværende sag som den tidligere.
/ritzau/