Sydbank i Horsens er torsdag aften klokken 17.08 blevet røvet af tre mænd med et koben for et kontantbeløb, oplyser Sydøstjyllands Politi.
- De knuser en rude med et koben, og her truer de med kobenet og tager et kontantbeløb, siger vagtchef Stig Simonsen til Ritzau.
Politiet efterlyser en mand med lyse handsker og i en armygrøn jakke samt en mand med grå handsker og sort jakke. Den tredje gerningsmand var ikke inde i banken.
- De kører formentlig fra stedet i en sort Audi A8, oplyser vagtchefen.
/ritzau/