Tusindvis af minearbejdere nedlagde tirsdag arbejdet i Sydafrikas store Lonmin platinmine, efter at et fagforeningsmedlem var blevet skudt og dræbt, siger en talsmand for mineselskabet.
- Lonmins operationer er blevet indstillet her til morgen på grund af en ulovlig arbejdsnedlæggelse, siger talskvinden for Lonmin, Sue Vey.
Hun tilføjer, at arbejdet er nedlagt i alle selskabets 13 mineskakte i det nordvestlige platinbælte.
Afrikas største økonomi kom sidste efterår under pres, efter at op imod 100.000 industriarbejdere, de fleste i minebranchen, gentagne gange ulovligt nedlagde arbejdet med krav om mere løn, hvilket rystede investorernes tillid til Sydafrika.
Politiets drab på 34 arbejdere ved Marikana-minen i august i forbindelse med en ulovlig strejke skabte voldsom uro og forstærkede strejker, der udgjorde et stort problem for præsident Jacob Zuma og det regerende ANC.
Konflikten bragte mindelser om brutaliteten i Sydafrika i apartheidæraen.
/ritzau/AFP