Svømmestjerne støtter stævne-rival til verdensforbundet

Sport
SWIM-CGAMES-2018-GOLD-COAST (Foto: Anthony Wallace / arkiv/Ritzau Scanpix)

Tre topsvømmere har lagt sag an mod Fina for at udnytte monopol. Nu kritiserer Chad le Clos verdensforbundet.

Den Internationale Svømmeunion (Fina) har fået en stævne-rival, der vil gøre brug af nogle af sportens største stjerner.

Det sker under navnet International Swimming League (ISL), som har planer om at hæve størrelsen af præmiepengene.

Det første stævne, der skulle afholdes 20. og 21. december i Torino, blev dog aflyst, og arrangørerne beskyldte Fina for at true de deltagende svømmere med sanktioner, hvis de stillede op.

Lørdag valgte tre topsvømmere - ungarske Katinka Hosszu og amerikanerne Tom Shields og Michael Andrews - at lægge sag an mod Fina i USA for at udnytte sit monopol og ikke tillade fri konkurrence.

Mandag får trioen opbakning fra sydafrikanske Chad le Clos, der har lagt et længere indlæg ud på Twitter forud for kortbane-VM i Kina.

- Jeg er så skuffet over, at sporten ikke er åben over for ændringer, skriver han.

- Jeg har altid støttet Fina i forbindelse med VM og World Cup-stævner. Jeg anerkender, at begge dele har spillet en rolle i min karriere, men jeg er - som så mange andre atleter - bekymret for fremtiden.

- Bortset fra OL og VM samt nogle få andre regionale og nationale events har svømning brug for innovation, mener sydafrikaneren.

Chad le Clos tror ikke, at Finas stævner vil lide skade, hvis andre arrangører kommer på banen.

- Alle inden for svømning bør overveje deres fremtid, skriver han.

Chad le Clos, der har vundet fire OL-medaljer, stiller i denne uge op ved kortbane-VM i Kina. Stævnet er arrangeret af Fina.

/ritzau/AP

/ritzau/AP