Noget tyder på, at Michael Phelps ikke har vundet sin sidste OL-guldmedalje endnu.
Den 28-årige amerikaner satte ved de olympiske lege i London rekord, da han vandt sin 18. af slagsen, men bunken kan blive større i Rio om to år, hvis han altså stiller op.
Det beviste han, da han på trods af 20 måneders svømmepause var hurtigst i kvalifikationen på 100 meter butterfly ved et grandprix-stævne i Mesa i den amerikanske delstat Arizona.
Med tiden 52,84 var han lige præcis en tiendedel af et sekund bedre end vennen og rivalen Ryan Lochte, og det kom ikke helt bag på træner Bob Bowman.
- Da han kom ind og begyndte at varme op, kunne jeg se, at det ville blive et godt løb. At han følte sig godt tilpas og var klar, siger Bowman ifølge Reuters.
Og det svarede også meget godt til Phelps' egen oplevelse af comebacket:
- Det føltes meget kontrolleret. Jeg var bare så ivrig efter at komme i vandet og svømme om kamp. Det var sjovt at få overstået det første løb, siger han.
Phelps havde ikke gjort sig den ulejlighed at barbere sig inden løbet, og han er angiveligt også tre kilo tungere, end han skal være.
Danske Lotte Friis - der træner med Phelps i Baltimore til daglig - deltager også ved stævnet i Arizona, der varer tre dage. Torsdag var Friis syvendehurtigst i de indledende heat på 400 meter fri.
Først lørdag skal hun svømme sin favoritdisciplin, 800 meter fri.
/ritzau/