Efter adskillige måneder i et dansk fængsel forsøger en mand fra Litauen tirsdag at tage et hurtigt opgør med anklagemyndigheden.
Sammen med 17 andre er den 51-årige mand sigtet i en kæmpe sag om påstået svindel med moms og kildeskat for flere hundrede millioner kroner.
Men modsat mange andre er manden nu klar til at tilstå. Håbet er tilsyneladende, at han ved at tilstå kan slippe for en langstrakt retssag og i stedet komme i gang med at afsone en eventuel fængselsstraf.
I et retsmøde i Københavns Byret oplyser advokat Henrik Stagetorn imidlertid, at erkendelsen kommer med visse forbehold.
- Man erkender at have medvirket til moms- og kildeskattesvig for ikke under 500.000 kroner per selskab, siger forsvareren i tirsdagens retsmøde.
Dermed er der udsigt til en mulig kollision med anklagemyndigheden. Her er synspunktet nemlig, at den 51-årige er skyldig i medvirken til svindel for 127,8 millioner kroner i syv selskaber.
Hvorvidt den sigtede og anklagemyndigheden kan blive enige om et beløb, holdes i første omgang hemmeligt for offentligheden.
Størstedelen af retsmødet kommer nemlig til foregå for lukkede døre - blandt andet af hensyn til den fortsatte efterforskning.
I det hele taget har det været anklagemyndighedens ønske at holde retsmødet så privat som muligt.
Ifølge retsmødebegæringen fremgår det, at litaueren frygter repressalier, hvis de medsigtede overværer retsmødet.
Blandt andet fordi hans forklaring ventes at belaste de øvrige sigtede - i særdeleshed den 44-årige dansk-pakistanske påståede hovedmand.
Den oplysning giver mening, når man læser sigtelserne mod den 51-årige. Heri fremgår det, hvordan litaueren skal have skaffet cpr-numre og Nem-Id på fem landsmænd.
Oplysningerne gav han ifølge sigtelsen til dansk-pakistaneren, som herefter indsatte de intetanende litauere som direktører i de svindlende selskaber.
Ønsket om udelukkelse af de medsigtede ser retten dog ikke umiddelbart ud til at imødekomme. Tirsdag er størstedelen af de sigtede i hvert fald troppet op i retten i følgeskab med deres respektive advokater.
/ritzau/