Sveriges socialdemokrater går mod mareridtsvalg

Sweden''s Finance Minister Magdalena Andersson and Prime Minister Stefan Lofven present the Social Democrats'' election manifesto in Stockholm (Foto: Tt News Agency/Reuters)

Sveriges store regeringsparti er ude af trit med vælgerne, siger iagttagere forud for valget 9. september.

Det går forrygende med økonomien, ledigheden er lav, og indvandringspolitikken er strammet op. Men alting tyder på, at Sveriges regerende socialdemokrater alligevel går mod et katastrofevalg.

I en stor radiodebat onsdag hos Sveriges Radio har den socialdemokratiske partileder, statsminister Stefan Löfven, ryggen mod væggen, fordi meningsmålingerne viser den laveste opbakning til hans parti i over 100 år.

Det svenske socialdemokrati var i årtier et af Europas største, men et gennemsnit af meningsmålingerne op til valget 9. september viser, at kun godt 24 procent vil stemme på partiet.

I 1994 havde Socialdemokraterna støtte fra 45 procent af vælgerne, og i 2006 gik Göran Persson af på valgnatten, fordi han kun havde sikret sit parti 35 procent af stemmerne.

– Vi har følelsen, at vi taber til både Vänsterpartiet og til Sverigedemokraterna. Man går enten langt ud til venstre eller langt ud til højre for at give udtryk for sin utilfredshed med Socialdemokraterna, siger partiets regionale leder i Västernorrland, Bodil Hansson, til Aftonbladet.

En analyse fra Demoskop for Expressen viste for nylig, at vælgerflugten fra Löfven, der har en mindretalsregering sammen med Miljöpartiet, er størst blandt dem, der ikke har megen uddannelse, lave indtægter, og som traditionelt har været tro mod partiet.

Det er ellers gået godt for den svenske økonomi i de seneste år, og Löfven kan henvise til, at der er skabt 313.000 nye arbejdspladser.

- Vi har sjældent set så store investeringer i industrien, og i dag har vi 120.000 job, som ikke er besat, siger Löfven, som nu også lover forældre en uges ekstra ferie for at styrke familiernes sammenhold.

Men Löfvens problem er ifølge iagttagere, at han er ude af trit med mange af sine gamle vælgere.

- For det første har valgkampen ikke handlet om økonomi. Og for det andet har vælgerne en større tendens til at straffe en regering, hvis økonomien går dårligt, end de har til at at belønne en regering, når det godt med økonomien, pointerer forskeren Johan Martinsson fra SOM-instituttet ved universitetet i Göteborg.

Löfvens mantra har under valgkampen været, at valget handler om at vælge mellem skattenedsættelser og investeringer i velfærd. Men efter bilbrande i Trollhättan, Göteborg, Stockholm og Uppsala er indvandring og integration atter kommet i fokus.

Valgkampens slutfase kan blive endnu vanskeligere for Socialdemokraterna, fordi partiet talte om kriminalitet og integrering hele foråret og nu helst vil tale om velfærdspolitik og er ude af trit med debatten, pointerer professor Tommy Möller ved Stockholms Universitet.

/ritzau/NTB

/ritzau/NTB