Det svenske folkemøde Almedalsveckan er blevet aflyst på grund af coronavirus.
Det oplyser arrangøren bag Almedalsveckan på sin hjemmeside.
Almedalsveckan skulle være afholdt på øen Gotland i Østersøen fra 28. juni til 5. juli.
Beslutningen er taget, efter at Folkhälsomyndigheten, den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen, onsdag skærpede sine anbefalinger til coronavirus for at begrænse udbredelsen.
En af anbefalingerne er, at foreninger skal udsætte årlige møder eller afholde dem digitalt.
Det årlige folkemøde på Bornholm er skabt med inspiration fra netop Almedalsveckan.
Folkemødet på Bornholm er i år sat til at blive afholdt fra 11. juni til 14. juni.
Bestyrelsen bag folkemødet mødes fredag for at drøfte afholdelsen af mødet i 2020.
- Vi står i en svær situation, og overfor en svær beslutning. Derfor mener vi, at der er behov for et klarere billede af effekten af de tiltag, regeringen har gennemført, før vi kan træffe en beslutning.
- Det forventer vi at få i løbet af den kommende uge, skrev Foreningen Folkemødet i sidste uge på sin hjemmeside.
/ritzau/