Sverige opretter et felthospital i den sydlige del af landets hovedstad, Stockholm, for at forberede sig på et tungt pres på sundhedssystemet
Årsagen er coronavirusudbruddet, der også har spredt sig i Sverige.
- Hvis det værste skulle ske, så har vi nu en ekstra ekstern kapacitet, siger Björn Eriksson, der er direktør for sundhed og medicin i Region Stockholm.
Felthospitalet bliver opført i samarbejde med det svenske forsvar, Försvarsmakten. Det var oprindeligt meningen, at det skulle opføres ved en militær flybase i Uppsala godt 60 kilometer nord for Stockholm.
På opfordring fra Socialstyrelsen i Sverige blev det dog ændret. Det bliver derfor oprettet i Älvsjö i den sydlige del af hovedstaden.
Der bliver tale om et fuldt funktionelt hospital, oplyser Region Stockholm. Der er blandt andet 30 intensivpladser, lyder det.
- Felthospitalet giver os mulighed for fleksibilitet og for hurtigere at få mere kapacitet, hvis der skulle blive brug for det, siger Björn Eriksson.
I Sverige er 1906 personer indtil videre blevet registreret smittet med coronavirus. Det oplyste Folkhälsomyndigheten, der er den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen i Danmark, søndag eftermiddag.
Mange af dem befinder sig i Region Stockholm, hvor der også forventes stort pres på sundhedsvæsenet de kommende uger.
- Det er anstrengende lige nu, men stigningen har ikke været helt lige så stejl som forventet. Antallet går op, men vi har ikke nået loftet endnu.
- Men hvad der sker i morgen, tirsdag eller onsdag ved vi ikke endnu, lød det søndag fra Johan Styrud, der formand for Stockholms lægeforening og overlæge ved Danderyds Hospital i det nordlige Stockholm.
Antallet af personer med coronasmitte, der er døde i Sverige, lyder på 21.
I Danmark lyder de seneste tal fra søndag på 13 coronarelaterede dødsfald.
/ritzau/TT
/ritzau/TT