Sverige sætter rekord for coronasmittede i Norden

Statsepidemiolog Anders Tegnell måtte igen på fredagens pressemøde svare på kritiske spørgsmål om den svenske coronastrategi. (Foto: 10030 Jonas Ekströmer/Tt/Ritzau Scanpix)

For anden dag i træk er der sat svensk rekord i nye smittetilfælde. I alt er der registreret 2152 døde.

I Sverige er der registreret 131 dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.

Det oplyser de svenske sundhedsmyndigheder fredag.

Dermed er antallet af daglige dødstal igen steget. Torsdag var tallet således "kun" 84.

I alt er der nu registreret 2152 dødsfald blandt coronapatienter i Sverige. Det svarer til mere end 20 per 100.000 indbyggere - et niveau, der ligger langt over Sveriges nabolande.

Også antallet af smittede er steget markant i Sverige. Således er 812 personer testet positiv for coronavirus det seneste døgn, hvilket er en rekord.

- Vi er nu havnet på et lidt højere niveau. Det skyldes, at man er begyndt at teste plejepersonale. Derudover er man begyndt at teste på plejehjem, men vi ser også en stigning i antallet af indlæggelser.

Sådan lyder forklaringen fra statsepidemiolog Anders Tegnell på et pressemøde fredag.

Han måtte igen bruge dagens pressemøde på at forsvare Sveriges strategi under coronakrisen.

Sverige har i modsætning til mange andre lande blandt andet afholdt sig fra at lukke skoler, barer og restauranter.

Det har affødt udbredt kritik af den svenske coronastrategi, og kritikken er de seneste uger blevet forstærket i takt med de stigende dødstal - især på de svenske plejehjem.

Adspurgt om, hvorvidt stigningen i både dødstal og smittetilfælde giver anledning til at indføre nye restriktioner, siger Anders Tegnell:

- Nej, i øjeblikket handler det om at prøve at forstå, hvorfor vi har smittespredning på plejehjemmene og finde bedre modeller for at reducere risikoen så meget som muligt der.

Han oplyser i øvrigt, sundhedspersonale dækker over en stor andel af de nye smittetilfælde - både i Stockholm og resten af Sverige.

En journalist på fredagens pressemøde spurgte derfor, hvorfor de svenske sundhedsmyndigheder ikke officielt har udsendt en opfordring til, at hjemmehjælpere og ansatte på plejehjem skal bruge værnemidler.

- Vi synes, det er vigtigt at se på hele billedet. Det er en meget kompliceret problemstilling og vigtigt, at man ikke tror, at man kan løse det med en lille ting, siger han.

At tro, at beskyttelsesudstyr er hele løsningen, synes jeg, er farligt.

/ritzau/