De to svømmestjerner Jennie Johansson og Michelle Coleman er færdige på det svenske landshold.
Sveriges svømmeforbund har kasseret de to topsvømmere fra landsholdet efter længere tids samarbejdsproblemer.
Blandt andet har 28-årige Johansson, der er regerende verdens- og europamester i 50 meter bryst, og den seks år yngre Coleman redigeret sponsorlogoer ud af billeder, som de har lagt op på sociale medier.
Trods opfordringer fra svømmeforbundet har svømmerne desuden undladt at benytte deres landsholdsdragter.
Under sommerens OL var der nye problemer med Johansson og Coleman, der nu er fortid på det svenske svømmelandshold.
- De har over en længere periode ikke overholdt vores retningslinjer, siger sportschef Henrik Forsberg ifølge TT.
- Vi har givet dem en advarsel, men det har ikke hjulpet.
- Vi har nu gjort dette, da vi ikke stoler på, at de vil følge spillereglerne, siger sportschefen.
Henrik Forsberg fortæller, at problemerne begyndte ved EM i Berlin for to år siden, da Jennie Johansson og Michelle Coleman var to af i alt tre svømmere, der dækkede sponsorlogoer til.
Den tredje svømmer har sidenhen opført sig eksemplarisk.
- Det kunne Michelle og Jennie også have gjort, siger sportschefen.
Under sommerens OL var der igen problemer. Det er endnu uvist, hvad der nøjagtigt skete i Rio, men de to svømmere fik ikke lov til at deltage i afslutningsceremonien.
Svømmestjernen Sarah Sjöström er overrasket over udelukkelsen.
- Jeg ville nok ikke have udelukket to medaljekandidater, siger hun.
/ritzau/TT