Det svenske forsvar har ifølge svenske medier bekræftet, at der er fundet 'noget' i eftersøgningen af en ubåd i den stockholmske skærgård. Men tirsdag var det stadig ikke bekræftet, præcis hvad der var blevet lokaliseret.
Ruslands forsvarsministerie benægter fortsat alle beskyldninger om, at et russisk undervandsfartøj skulle have bevæget sig ind i svensk farvand, og flere russiske medier forsøger at gøre grin med den store svenske forsvarsreaktion. Men Sveriges forsvarsminister understreger personligt, at der er god grund til at fortsætte den omfattende eftersøgning af ubåden.
'Jeg mener, der er håndgribelige ting, der giver anledning til, at vi med stor alvor fortsat skal gennemføre denne operation,' udtaler Peter Hultqvist.
En svensk journalist følger op: 'Men du er ikke sikker på, at der er forekommet udenlandsk undervandsaktivitet?'
'Jeg stoler fuldstændig på forsvarets bedømmelse i det her tilfælde, og det giver anledning til at gennemføre denne operation,' understregede Sveriges forsvarsminister.
De første meldinger om ubådsalarmen i Sverige kom torsdag aften i sidste uge. Flere svenske medier oplyser, at der er tale om en beskadiget, russisk ubåd. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen