En svensker er i livsfare, efter at han søndag blev fanget i en lavine nær det østrigske skisportssted Obergurgl.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Ifølge det østrigske medie Die Presse er der tale om en 45-årig mand.
Manden var ude at gå med en gruppe, da lavinen blev udløst. Snemasserne rev den svenske mand med sig, så han blev hevet cirka 300 meter med lavinen.
Han blev begravet i to meter dyb sne, men det lykkedes ifølge Die Presse nogle af de andre fra gruppen at grave ham fri. Han blev efterfølgende fløjet med helikopter til et hospital i Innsbruck.
De andre i gruppen slap uskadt fra lavinen.
Obergurgl ligger omkring 50 kilometer sydvest for Innsbruck og er et populært skisportssted.
/ritzau/