Svensk tragedie: 12-årig knivdræbt i skolegården

Krimi
Flaget gik på halvt ved Utmarksskolan, hvor tragedien udspillede sig (Foto: Ritzau Scanpix)

Sverige er rystet over den tragiske begivenhed, hvor et barn slog et andet barn ihjel.

 Klokken var halv tolv mandag formiddag, da skolegården på Utmarksskolan lidt udenfor Göteborg pludselig genlød af desperate skrig. En blot 12-årig dreng var ifølge vidner stukket flere gange.

Han blev hurtigt hentet af en ambulance og kørt bort med alvorlige skader i halsen, og senere samme dag kunne politiet anholde den formodede gerningsmand, som viste sig at være en anden dreng, 13 år gammel. Offeret døde senere af sine sår.

Ifølge rektoren på skolen, Thorbjörn Bengtsson, var der ikke noget nag mellem de to drenge. Overfaldet skete pludseligt og helt uventet.

– Det er forfærdeligt. Et barn, der dræber et andet barn. Det må ikke ske. Det må og skal analyseres. Men vi må afvente politiet – hvad der egentlig er sket. Det ved vi ikke i øjeblikket, siger rektoren ifølge Aftonbladet.

Den formodede drabsmand blev pågrebet i sit hjem og sigtet for mord. Men da han er under den kriminelle lavalder, er han ikke blevet fængslet. Sagen er i stedet overdraget til de sociale myndigheder.