Ritzau
Opdateret kl. 18:00
Den svenske anklagemyndighed kræver fortsat fængsling af to personer, som er sigtet for forsøg på mordbrand i forbindelse med et angreb mod en synagoge i centrum af Göteborg lørdag.
En tredje person har også været anholdt, men denne er tirsdag løsladt. Vedkommende er dog fortsat mistænkt af politiet, oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Angrebet skete lørdag aften, da en gruppe på omkring 20 maskerede personer blev set kaste brændende flasker fyldt med benzin - molotovcocktails - mod en synagoge i centrum af Göteborg.
Søndag morgen anholdt svensk politi tre personer. De er alle sigtet for forsøg på mordbrand.
Ingen personer kom fysisk til skade ved angrebet på synagogen, der ikke er beskadiget. Det skyldes ifølge politiet blandt andet heldige vejrforhold, da det regnede under angrebet.
Angrebet skete dagen efter en anden episode i Malmø, hvor omkring 200 personer fredag var samlet for at protestere mod USA's præsident Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som hovedstad.
Under demonstrationen blev der fremsat dødstrusler mod jøder.
Den svenske statsminister, Stefan Löfven, har i forbindelse med et klimamøde i Paris tirsdag kommenteret sagerne.
- Det svenske samfund har et problem med antisemitisme, siger Löfven til nyhedsbureauet TT
Jødehad har ingen plads i Sverige, understreger han, og det er nødvendigt med en meget tydelig fordømmelse af sådanne episoder.
Den socialdemokratiske regeringschef vil ikke udelukke, at straffe skal skærpes for sådanne handlinger.
- Det kan være, at det er nødvendigt. Men vi skal huske på, at det ikke er lovligt at udtrykke hvad som helst mod forskellige folkegrupper. Så der findes allerede love, siger Löfven.
Den svenske statsminister påpeger, at regeringen har taget initiativ til at styrke skolebørns bevidsthed om jødeforfølgelsen før og under Anden Verdenskrig.
/ritzau/