De svenske ishockeyherrer fra Frölunda cementerede tirsdag endnu en gang, at de udgør Europas bedste hold.
For tredje gang på fire år vandt Göteborg-mandskabet Champions League-titlen.
Det skete med en finalesejr på 3-1 over tyske RB München, der havde danske Mads Christensen på isen.
Midtvejs i første periode sendte 18-årige Samuel Fagemo Frölunda i front med 1-0, da han styrede pucken i mål på et tidspunkt, hvor de svenske værter var i powerplay.
Frölundas Ryan Lasch udnyttede endnu en overtalssituation til at score til 2-0 i begyndelsen af anden periode, hvor Mads Christensen var blevet sendt to minutter i straffeboksen for holding.
Ti minutter senere øgede Pontus Westerholm til 3-0 i endnu et svensk powerplay.
Midtvejs i tredje periode pyntede gæsternes Yasin Ehrliz til slutresultatet 1-3.
Frölunda har nu vundet Champions League-titlen i 2016, 2017 og 2019.
Sidste år endte titlen hos finske JYP efter en finalesejr over Växjö fra Sverige.
/ritzau/