leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 17:39
Den svenske filmstjerne Anita Ekberg er død. Hun blev 83 år, oplyser flere italienske medier. Ifølge Rai News døde skuespilleren på en klinik i byen Rocca di Papa uden for Rom.
Anita Ekberg blev født 29. september 1931 i Malmø, hvor hun voksede op med syv søskende. Hun indledte sin karriere som fotomodel og vandt i 1951 skønhedskonkurrencen Fröken Sverige.
Gevinsten bragte hende til Miss Universum-finalen i USA, og derefter tog skuespillerkarrieren fart. Hun var med i filmen "Artists and Models" fra 1955 og "Hollywood or Bust" fra 1956.
Anita Ekberg er mest kendt for sin rolle som Sylvia i den italienske instruktør Frederico Fellinis "La Dolce Vita" fra 1960. Scenerne med Ekberg, der bader i Fontana di Trevi i Rom er blevet en klassiker.
Ekberg flyttede fra Sverige i begyndelsen af 1950'erne og vendte aldrig tilbage. Men hun fastholdt sine svenske rødder og har ladet sig interviewe af en række svenske journalister i sit hus uden for Rom.
/ritzau/TT