Svend på 90 siger nej til pension: Knokler 70 timer om ugen

Svend Sørensen vil helst arbejde til han er 104 år, og pension skal han aldrig have. (Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix/Arkiv)

Det bliver kun til tre feriedage om året for Svend Sørensen og hans kone Bodil, der hellere vil arbejde end tænke på pensionistlivet.

Mange danskere er så småt ved at begynde på arbejde igen, efter at have nydt tiden ved solkyster og i sommerhuse.

Men tanken om flere ugers ferie og afslapning virker ikke beroligende på den 90-årige arkitekt og ingeniør, Svend Sørensen, fortæller Ekstra Bladet.  

- Vi arbejder vel omkring 70 timer om ugen året rundt. Det er skønt at have noget at stå op til, siger Svend Sørensen til mediet.

Sammen med sin kone Bodil driver han en selvstændig byggerådgivningsvirksomhed fra hjemmet i Varde.

Her står Svend Sørensen op klokken syv hver morgen for at gøre dagens gode gerning. Sådan har det været de sidste 40 år, hvor Svend ikke har haft en eneste sygedag. Sidst han måtte tage en dag på langs var i 1954, hvor han brækkede foden efter et styrt på scooter.

I sommermånederne bliver det til tre dages ø-ferie, men det er også Svend Sørensens smertegrænse.   

Pension er en by i Rusland

Det er ikke kun Svend Sørensen, der arbejder hårdt. Hustruen Bodil Sørensen, der er 83, står til rådighed 24 timer i døgnet for kost og logi. Hun har også truet med at gå til fagforeningen flere gange, men truslerne er mest i spøg. Den ene ville ikke kunne undvære den anden.

- Når jeg nævner ordet 'pension,' går han helt baglæns. Det er en by i Rusland for ham, forklarer Bodil Sørensen til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under faktaboksen. 

Fremtidens pensionsalder

 

Årgang 1967-1970: 69 år.

Årgang 1971-1974: 70 år.

Årgang 1975-1978: 71 år.

Årgang 1979-1982: 72 år.

Årgang 1983 til 1986: 73 år.

Årgang 1987-1990 plus første halvår af 1991: 73,5.

Andet halvår af 1991 plus 1992, 1993, 1994 og 1995: 74 år.

Årgang 1996, 1997, 1998, 1999 og første halvår af 2000: 74,5 år.

Andet halvår af 2000 plus 2001, 2002, 2003 og 2004: 75.

Årgang 2005, 2006, 2007, 2008 og første halvår af 2009: 75,5 år.

Andet halvår af 2009 plus 2010, 2011, 2012 og 2013: 76 år.

Årgang 2014 til 2017: 76,5 år.

 

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

UDVID

Ægteparret har to sønner og en datter. Børnene synes efterhånden, at forældrene skulle begynde at drosle ned og nyde deres alderdom.

Svend Sørensens håb er derimod, at Bodil og han skal arbejde til de er 104 år, og aldrig bliver pensionister.