Myanmars oppositionsleder, Aung San Suu Kyi, opfordrer sit engang forbudte parti til at stå sammen på et tidspunkt, hvor det rystes af interne stridigheder, som kan undergrave dets bestræbelser på at overtage magten i landet ved et historisk valg i 2015.
- Vi må genopvække den broderskabets ånd, som var basen for vores kamp mod militærstyret, siger Suu Kyi, som lørdag talte på den første partikongres i sit parti nogensinde.
Her erkendte hun, at "der er en del stridigheder internt" i Den Nationale Liga for Demokrati (NLD).
Flere iagttagere siger, at ældre rådgivere og veteraner fra demokratibevægelsen i det tidligere Burma er imod at afgive magt eller indflydelse til yngre kræfter.
- Vi er nødt til at handle med tilbageholdenhed, siger Suu Kyi i en øjensynlig advarsel til de unge.
I udlandet er der tvivl om, hvorvidt NLD vil være rustet til at lede landet efter valget i 2015, som partiet ventes at vinde klart, hvis valget bliver frit og retfærdigt.
De interne stridigheder, der synes at blive et stadigt større problem, blev stærkt understreget forud for partikongressen, da fire medlemmer blev forment adgang.
Politiske og økonomiske reformer er godt på vej i Myanmar, og der er grund til optimisme, men også til ikke at lade sig forblænde af de hidtidige resultater, siger iagttagere.
Den 67-årige Aung San Suu Ky har modtaget Nobels fredspris for sin indsats for demokrati i landet, der i årtier blev styret af generaler. Hun ventes at blive genvalgt som leder af partiet på kongressen.
Kongressen i NLD er i sig selv et vigtigt tegn på de dramatiske forandringer, som er sket siden et halvt civilt regime under ledelse af den tidligere general Thein Sein overtog magten i 2011.
I april sidste år blev Suu Kyi selv valgt ind i parlamentet.
/ritzau/AFP