Myanmars oppositionsleder, nobelprisvinderen Aung San Suu Kyi, er blevet genvalgt som forkvinde for sit engang forbudte parti.
Det er sket søndag på den allerførste partikongres nogensinde for Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), som foregår i storbyen Rangoon.
Den tidligere politiske fange, som blev medlem af parlamentet i det sydøstasiatiske land sidste år, blev enstemmigt valgt af partiets 120-medlemmer store centralkomité, fortæller en partikilde til nyhedsbureauet AFP.
Men Aung San Suu Kyis parti rystes af interne stridigheder, som kan undergrave dets bestræbelser på at overtage magten i Myanmar ved et historisk valg i 2015.
I udlandet er der tvivl om, hvorvidt NLD vil være rustet til at lede landet efter valget, som partiet ventes at vinde klart, hvis valget bliver frit og retfærdigt.
De interne stridigheder, der synes at blive et stadigt større problem, blev stærkt understreget forud for partikongressen, da fire medlemmer blev forment adgang.
Politiske og økonomiske reformer er godt på vej i Myanmar, og der er grund til optimisme, men også til ikke at lade sig forblænde af de hidtidige resultater, siger iagttagere.
Den 67-årige Aung San Suu Ky har modtaget Nobels fredspris for sin indsats for demokrati i landet, der i årtier blev styret af generaler.
/ritzau/AFP