Hver 10. lærerstilling er forsvundet, og danske sygeplejersker søger til Norge for at undgå arbejdsløshed. Men samtidig har udenlandske lærere og sygeplejersker netop fået særlig let adgang til Danmark, skriver Jyllands-Posten.
Sygeplejerske, folkeskolelærer, efterskolelærer og operationssygeplejerske er blandt 20 nye stillingsbetegnelser på den såkaldte positivliste.
Listen skal afhjælpe "mangel på kvalificeret arbejdskraft" ved at give bestemte udlændinge fra lande uden for EU opholds- og arbejdstilladelse.
Den nye liste trådte i kraft ved årsskiftet og er ifølge Dansk Sygeplejeråds næstformand, Anni Pilgaard, "fuldstændigt grotesk".
- Det er ikke for sjov, at vi har sendt 500 danske sygeplejersker til Norge for at arbejde, siger hun og kritiserer også signalet til udlandet:
- De stikker folk blår i øjnene og siger: Har du en sygeplejerskeuddannelse, så bare kom til Danmark, så kan du få job.
- Jeg mener faktisk, at det er uanstændigt, siger Anni Pilgaard, der opfordrer Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, som udarbejder listen, til at finde en ny måde at lave den på.
Også lærerne ryster på hovedet. Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Lærernes a-kasse og forretningsudvalgsmedlem i Danmarks Lærerforening, siger:
- Det giver slet ingen mening, at lærere står på den liste. Vi har bestemt ingen flaskehalse. Tværtimod. Der er ingen problemer med at få lærerstillinger besat.
Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, undrer sig også og fortæller, at regeringen inden for de næste måneder vil se nærmere på positivlisten.
- Jeg er 100 procent sikker på, at det efter denne historie er noget, som vi kommer til at berøre i en kommende reform, siger han til Jyllands-Posten.
/ritzau/