Den kontroversielle finansmand Torben Jensen drejer nøglen til Hellerup Finans og fyrer samtlige medarbejdere.
Samtidig åbner han døren til et nyt finansselskab med navnet ACV Nordic ApS, skriver Berlingske Business. Men om medarbejderne bliver ansat i det nye selskab, eller får ansættelse i en af Torben Jensens mange andre selskaber, vides ikke.
Ifølge avisen har der op til årsskiftet foregået en del aktivitet i Hellerup Finans-koncernen, som er kendt for blandt andet at eje 85 procent af Superliga-klubben Lyngby Boldklub.
Ifølge Berlingske Business har Torben Jensen gennem tiden bevæget sig i ejendoms- og kunstbranchen, han var medstifter af børsfloppet Nanocover, har investereret i solceller og havde med Hellerup Finans tidligere planer om en børsnotering. Alle steder med et spor af underskud og brændte investorer bag sig, skriver avisen.
Torben Jensen fortæller til Berlingske Business, at han vil forsøge at få nye investorer med ind i ACV Nordic ApS.