Superliga-direktør stopper efter fem år
OB vandt mandag over Sønderjyske i Alka Superligaen. Tirsdag skifter selskabet bag superligaklubben direktør. Foto: Claus Fisker/Scanpix
Ole Bang Nielsen stopper efter eget ønske som direktør i OB. Hans afløser er Enrico Augustinus.

Odense Sport & Event, der er selskabet bag superligaklubben OB, får ny administrerende direktør.

Ole Bang Nielsen har været selskabets administrerende direktør i fem år, men han stopper efter eget ønske.

I stedet bliver Enrico Augustinus ny direktør for det fynske fodboldflagskib. Det oplyses i en pressemeddelelse.

Den nu tidligere direktør tiltrådte på posten efter en periode med svigtende sportslige resultater og dårlig økonomi. Bestyrelsesformand Niels Thorborg roser Ole Bang Nielsen for, at selskabet nu er på rette vej.

- Ole Bang Nielsen kom til Odense Sport & Event med det klare mål at lave en turnaround.

- Nu er første del af den turnaround med fokus på omkostningssiden vel overstået, og derfor vil vi gerne sige tak til Ole for hans store indsats for Odense Sport & Event gennem de sidste fem år.

- Ole har med kyndig hånd ført virksomheden igennem en udfordrende periode, men vi respekterer Oles ønske om at virkeliggøre andre planer, siger Niels Thorborg, der også er pengemanden bag OB.

Den nye klubdirektør, Enrico Augustinus, er 42 år og kommer direkte fra et job som direktør i IT-virksomheden Outforce.

/ritzau/