Hvis du hører til dem, der går i bad hver eneste dag og sæber dig ind fra top til tå med det formål at være sund og rask, er det ikke nødvendigvis nogen god idé.
Der er nemlig både fordele og ulemper ved at tage det daglige bad - ihvertfald hvis sæben er er en fast ingrediens under bruseren.
Det fremgår af en klumme på Politiken.dk, hvor overlæge og sundhedsekspert Bente Klarlund Petersen har taget emnet op.
Selv om der ikke er nogen klare retningslinjer for, hvor ofte vi bør bade, er det ikke nødvendigvis godt for sundheden.
Bente Klarlund Petersen citerer den danske mikrobiolog Mogens Kilian, som til Videnskab.dk har udtalt, at hvis man udelukkende bader for at være sund og undgå sygdom, kan man faktisk lige så godt lade være. Det gælder om at forstyrre hudens balance mindst muligt.
Han bakkes op af Jørgen Serup fra Bispebjerg Hospital, der oplyser, at daglig brug af sæbe kan affedte huden og være med til at udvikle tør hud.
- En anden ulempe ved for hyppig badning er, at den kan fjerne de “gode” bakterier, som naturligt sidder på huden og yder os beskyttelse mod infektioner og uhensigtsmæssige inflammationer, siger hudlægen ifølge Politiken.
Fordelene ved hyppige bade er naturligvis, at det fjerner dårlig lugt og sved. Men generelt er effekten og generne ved bade dog meget individuelle fra person til person, og Sundhedsstyrelsen har da heller ingen anbefalinger til hvor ofte eller hvor lidt vi bør bade.