En ung debattør er forarget over 'elitens frelste livvstil med palæokost og triatlon' og det nedværdigende syn, hun mener, at den sunde overklasse har på almindelige mennesker, der ikke kan leve op til 'sundhedsguruernes' krav. Hun ytrer sin holdning i et debatindlæg, der er bragt af Politiken.
Besat af sundhed
Det var DR2's dokumentarserie 'Når sundt bliver sygt', der satte gang i den unge debattør, Signe Kaulbergs forargelse. Signe Kaulberg er formand for DSU Roskilde. I dokumentaren blev Signe Kaulberg præsenteret for en 'speltmor', der med Signes ord er 'besat af sundhed'.
Speltmoren har prioriteret, at hendes sønner kun skal have økologisk mad, der hverken indeholder E-numre, laktose eller sukker. Men det livsstilsvalg er ikke muligt for alle, mener debattøren.
"Faktum er bare, at ikke alle har mulighed for at prioritere en økologisk helselivsstil. Kun velhavende med fornuftige arbejdstider og ikke fysisk krævende jobs kan rent faktisk prioritere en sådan livsstil med speltboller og triatlon. Det er nemlig overklassen, der har overskuddet," skriver Signe Kaulberg i sit indlæg.
Og Signe har ondt af de pædagoger, der i hverdagen tager sig af speltmorens børn.
"Speltmoren er besat af sundhed og påstår, at hendes to små sønner hverken kan tåle laktose eller sukker – uden at have lægelig dokumentation. Det må trætte pædagogerne i børnehaven, at sådanne hellige og politisk korrekte mødre forlanger særbehandling af deres børn. Desuden har jeg ondt af den dreng, der altid må være stemplet som ham den anderledes, når han får ekstra grov speltbolle med skiver af æble på frem for den hvide bolle med tandsmør, som de andre børn i børnehaven får serveret," skriver Signe Kaulberg.
Elitært livsstilssnobberi
Selvom Signe Kaulberg mener, at økologi er godt for både miljø og dyrevelfærd, mens fedtfattige fødvarer er godt for vores helbred, mener hun, at sundhedsfortalerne glemmer, at det ikke er alle, der har tid og råd til at prioritere denne livsstil.
Debattøren mener, at der er tale om et 'elitært livsstilssnobberi', som er nedværdigende over for 'helt almindelige mennesker'.
"Hvordan man vil leve sit liv, er naturligvis op til den enkelte. Men at se ned på alle dem, der ikke shopper quinoa korn i helsekostbutikker eller løber maraton, er fordømmende," skriver Signe Kaulberg i debatindlægget i Politiken.
Kilde: Politiken.