Sportsdirektør Ramon Rodriguez Verdejo er blevet fremhævet som bagmanden bag fodboldklubben Sevillas succes i de senere år, men nu lakker tiden i den andalusiske klub mod enden.
Manden, der på de kanter bedst kendes under navnet "Monchi", forlader Sevilla ved udgangen af denne sæson, oplyser klubben.
Ifølge spanske medier skyldes bruddet, at Verdejo har takket ja til at overtage et lignende job i den italienske topklub Roma.
Ramon Rodriguez Verdejo var målmand i Sevilla op gennem 1990'erne, inden har i 2000 satte sig bag skrivebordet som sportsdirektør i den daværende 2. divisionsklub.
Under hans ledelse har Sevilla blandt andet vundet Europa League og forgængeren Uefa Cup i alt fem gange, ligesom klubben har tjent store penge på salg af spillere som Dani Alves, Sergio Ramos og Ivan Rakitic.
Senest har han ramt plet med ansættelsen af træner Jorge Sampaoli, der trods Champions League-nederlaget til Leicester for nylig har været en stor succes.
Sevilla lignede længe et hold, der kunne true Real Madrid og Barcelona i toppen af den spanske liga i denne sæson. På det seneste har holdet dog tabt pusten en smule, men befinder sig fortsat på tredjepladsen.
/ritzau/