I omkring halvanden time tirsdag eftermiddag skulle personer med kurs til eller fra Københavns Lufthavn i Kastrup finde anden transport end metroen.
På grund af et strømudfald kørte der ingen metrotog på strækningen mellem stationerne Øresund og Lufthavnen.
Problemet med de stillestående tog blev i første omgang meldt ud kort før klokken 12. Omkring klokken 13.40 oplyser Metroselskabet, at man igen kører som normalt.
- Metroen kører nu som planlagt igen, lyder det på selskabets twitterprofil.
Inden da nåede rejsegarantien at træde i kraft. Der blev også indsat busser mellem stationerne langs Amager Strand.
Metro Service, der står for den daglige drift af metroen, oplyste omkring klokken 12.30, at der ikke var problemer med togene på resten af strækningen.
Natten til onsdag vil der igen blive indsat togbusser i stedet for metrotog. Det skyldes et planlagt sporarbejde mellem midnat og klokken 05.00 onsdag morgen.
På hjemmesiden oplyser Metroselskabet, at metroen vil være lukket, mens arbejdet står på.
/ritzau/