Det kan være svært at holde på en kæmpe hemmelighed, som hele Danmark ikke må vide noget om.
Det kan skuespiller Mikael Birkkjær nikke genkendende til efter at have spillet den hemmelige morder i Forbrydelsen 2.
Birkkjær har i flere uger kendt til afslutningen på DR's dramaserie, men har haft svært ved at holde tæt.
Skuespilleren afslører nu, at han efter et par glas rødvin var tæt på at afsløre, at det var ham, der var morderen, skriver Ekstra Bladet.
"Der var en enkelt gang i festligt lag med rødvin og gode venner. Der kunne jeg godt mærke, at nu måtte jeg lige trække i bremsen for ikke at fortælle det, da de spurgte. Ellers var jeg kommet til at røbe det. Der var en klokke, der ringede. Men jeg fik reddet det på målstregen," siger Mikael Birkkjær.