Strammer skruen for romaer: Så hårdt skal de straffes

S har været imod at hæve straffen for tiggeri, men vil stemme for forslag, hvis danske vagabonder ikke rammes.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er positivt stemt over for regeringens forslag om at skærpe straffen for romaers tiggeri.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er positivt stemt over for regeringens forslag om at skærpe straffen for romaers tiggeri. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Regeringen vil fordoble og skærpe straffen for "utryghedsskabende tiggeri" fra syv dages betinget fængsel til 14 dages ubetinget fængsel.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag under Folketingets afslutningsdebat.

Dermed tager regeringen endnu et skridt i forsøget på at dæmme op for de stadig større grupper af romaer, som har skabt debat i København.

- Det, vi er vidne til, hører på ingen måder hjemme i vores samfund. Derfor vil regeringen foreslå en fordobling af straffen for tiggeri, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han fastslår, at det, han kalder tilrejsende "romabander", er et alvorligt problem, som optager mange danskere.

- Det ved jeg, for jeg er selv en af dem som borger i København, siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsministerens udmelding kommer, kort efter at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) onsdag aften fremsatte tre andre forslag, der også skal sætte ind over for romaer.

Da Venstre-regeringen sidste år fremsatte et lignende forslag om at skærpe straffen for tiggeri stemte Socialdemokratiet imod.

Men denne gang vil partiet stemme for. Det tilkendegiver partiformand Mette Frederiksen under Folketingets afslutningsdebat.

- Jeg har været imod, at en dansk hjemløs, der stikker koppen eller hånden frem for at tjene en mønt til at købe en kop kaffe, ville blive kriminaliseret. Hvis vi kan undgå det, så er der selvfølgelig opbakning fra vores side.

Socialdemokratiets modstand mod den daværende V-regerings forslag kom blandt andet fra Mette Frederiksen selv, fortæller hun under debatten.

- Jeg vil gerne være helt ærlig: Vi har i Danmark i en årrække haft gammeldags vagabonder og hjemløse, hvor vi har fået det til at kunne fungere, siger hun.

Lovforslaget bliver fremsat til førstebehandling fredag. Også Dansk Folkeparti bakker op om den skærpede straf.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.