Stort skyderi ved kunstfestival i New Jersey

Politifolk undersøger området ved den historiske bygning Roebling Wire Works. (Foto: Foto: Dominick Reuter/AFP)

De amerikanske myndigheder oplyser søndag, at en formodet gerningsmand er dræbt og 20 er sårede ved skyderi.

En kunstfestival i Trenton i New Jersey, der tiltrækker tusinder af besøgende, er natten til søndag lokal tid blevet ramt af et voldsomt skyderi.

Ved et pressemøde oplyser den lokale anklager Angelo Onofri, at én formodet gerningsmand er dræbt, og 22 personer er såret.

17 af de sårede behandles for skudsår. Fire af dem er i kritisk tilstand, og blandt dem er en 13-årig dreng.

Ifølge anklageren er der tale om to formodede gerningsmænd.

Den dræbte formodede gerningsmand var 33 år. Den anden formodede gerningsmand skal ifølge det lokale medie The Trentonian være i politiets varetægt, oplyser Onofri.

Onofri siger, at en lokal konflikt lå til grund for skyderiet i den historiske bygning Roebling Wire Works.

Politiet i området er også ved at undersøge et forsøg på en bilkapring tæt på stedet.

Ifølge myndighederne befandt omkring 1000 mennesker sig på stedet, da skyderiet brød ud på festivalen med lokal kunst og musik. Den har navnet Art All Night.

Skuddene lød lidt før klokken tre om morgenen lokal tid.

Festivalen var begyndt lørdag eftermiddag og planlagt til at fortsætte til søndag eftermiddag.

Til avisen The Trentonian fortæller en lokal indbygger, at der var en anspændt stemning blandt publikum forud for skyderiet.

- Da vi ankom omkring klokken 02.30, lignede det ikke Art All Night. Det lignede mere en scene uden for en klub i Philadelphia, efter at baren er lukket, hvor folk ikke vil gå hjem og i stedet står omkring deres biler og ryger og drikker, siger indbyggeren Franco Roberts til mediet.

Franco Roberts og hans kæreste havde en fornemmelse af, at noget skidt var under opsejling.

- Der er normalt en masse larm og musik, men det var der ikke noget af. Nogen fortalte os, at de lukkede bygningen ned, og da vi vendte os om, så vi folk, der var ved at komme op at slås, siger han.

Arrangørerne bag festivalen skriver søndag på deres Facebook-side, at resten af festivalen er aflyst, og at de stadig "bearbejder, hvad der er sket".

De skriver, at de er "chokerede" og "dybt kede af, hvad der er sket".

/ritzau/AP