Mange og store udfordringer venter den kommende premierminister i Pakistan, Nawaz Sharif, som allerede lørdag aften fejrede sin valgsejr - længe før stemmerne var talt op.
Inden for atommagtens egne grænser skal Sharif, som to gange tidligere har siddet på posten, slås med en svag økonomi, med hidsige oprørsgrupper og med jævnlige strømafbrydelser.
Og hvad angår udenrigspolitikken, venter lige så store udfordringer i forhold til spændinger i naboskabet med Afghanistan og Indien.
Et af de mest interessante spørgsmål er, hvordan den konservativt orienterede Nawaz Sharif vil forholde sig til militæret, som i lange perioder har siddet på magten i landet.
Sharif blev selv afsat som premierminister i 1999, da general Pervez Musharraf overtog styringen af landet ved et militærkup.
Musharraf selv fik siden en livstidsdom, men har siden fået lov til at gå i eksil i Saudi-Arabien. I øjeblikket sidder han i husarrest i Pakistan.
Der har været diskussioner om, hvordan Nawaz Sharif vil håndtere netop et samarbejde med militæret. Men bekymringer herom er overdrevne, mener analytikeren A.H. Nayer.
- Jeg tror, at hæren er nødt til at støtte regeringen. Den har intet valg.
- Jeg tror, at Sharifs regering vil give udtryk for, at den ikke er imod militæret som organisation. Han var blot imod en general, som udførte et militærkup, siger Nayer.
Den pakistanske befolkning har stadig til gode at se, hvordan den nye premierminister vil håndtere de amerikanske droneangreb i landet.
Hvad angår de militante og Taliban, som hærger i flere egne af det store land, har Sharif imidlertid tidligere udtalt, at han vil være klar på fredsforhandlinger.
Først bliver hovedopgaven for den 63-årige jurist dog at samle en koalitionsregering, der er stærk nok til at gennemføre politik og samtidig overleve den femårige valgperiode - som den afgående regering havde succes med.
/ritzau/AFP